Tandregulering med usynlig bøjle

En gennemsigtig bøjle, der effektivt forbedrer dit tandsæts udseende. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre er det netop dette, der kendetegner Invisalign.

Invisalign er en usynlig og moderne bøjle, og med sin aftagelige funktion har vi her at gøre med en bøjletype, der er kommet for at blive.

 

Få rettet dine tænder – uden nogen kan se det

På trods af et ønske om et æstetisk flottere tandsæt vælger mange at lade muligheden for at gøre drøm til virkelighed passere. Det gør de, fordi de er afskrækket af traditionel tandregulering, som med en iøjnefaldende, fastsiddende bøjletype ikke er til at skjule.

Men det kan vi nu lave om på. I dag kan du få foretaget tandregulering med en "usynlig" bøjle, hvormed der ikke er nogen grund til at frygte for, at dit udseende lider under tandregulering.

Tværtimod forbedres dine tænders kosmetiske udtryk, uden nogen kan se det, og dette gør denne gennemsigtige bøjletype til et populært valg.

 

Hvordan fungerer en usynlig bøjle?

Invisalign er en serie af gennemsigtige plastskinner, som fremstilles specielt til dig. På baggrund af aftryk af dine tænder samt beregninger af disses slutposition vil vi fremstille plastskinner til dig, som du skal benytte i en aftalt periode.

Serien består typisk af 14 skinner, og hver 1-2 uger er det din opgave af skifte en gammel skinne ud med en ny. Skinnerne ændrer gradvist din tandstilling, og ved på denne måde at rykke dine tænder skridt for skridt, får du med Invisalign en usynlig bøjle, der let, enkelt og diskret giver dig et markant forbedret udseende.

Plastskinnerne er fremstillet af et stærkt og holdbart materiale, og skinnen tages ud, når du skal spise, børste tænder og bruge tandtråd. Det vigtige er, at skinne sidder på tænderne 20-22 timer døgnet – det giver dig altså frihed til blandt andet at kunne spise ugeneret af den igangværende tandregulering.